Indretning af deleværelse til søskende

Dreng og pige lytter til musik sammen på deleværelse

Det kan være både sjovt, trygt og rart for to børn at dele værelse. Det er dog vigtigt at sørge for, at der er plads til både leg og afslapning.

På et deleværelse skal der være plads til at sove, at lege og til lidt privatliv. Med en smart indretning kan to søskende sagtens dele værelse. Det er hyggeligt – og børnene elsker det. Faktisk kan de ofte ikke undvære hinanden, når de senere får hver sit værelse.

At dele værelse med sin bror eller søster, kan være med til at føre børn tættere sammen. Det lærer dem samtidig også fra en tidlig alder at dele og gå på kompromis.

De fleste søskende skændes eller er uenige ind imellem, men hvis du overvejer indretningen af deleværelset grundigt, er det muligt at skrue ned for skænderierne.

Deler dine børn værelse?

Mange forældre vælger at lade deres børn dele værelse. Især i de tidlige år, hvor børnene finder tryghed i at have sine søskende i nærheden. Et deleværelse sætter dog ofte nogle ekstra krav til indretningen. Særligt hvis børnene er af hvert sit køn. Her kan du forsøge at dele værelset lidt op med forskellige farver på væggene, som danner zoner. Alternativt kan du bruge en rumdeler til at give værelset forskellige kroge mv.

Der er næsten ingen grænser for hvor fantasifulde børneværelser kan være. Tværtimod, så er der ingen regler for kreativiteten, når det kommer til indretning af deleværelse.

Deleværelse til de mindste

Mange forældre har tendens til at beholde den lille i soveværelset i længere tid end nødvendigt, da de helst ikke vil forstyrre det ældre barns soverutiner mm.

I de fleste tilfælde vænner det større barn sig dog hurtigt til de nye lyde og vil med glæde dele værelse med lillebror eller lillesøster. Skulle det ske, at den ene vågner i løbet af natten, vil den anden oftest sove videre uden at observere noget.

Et delt børneværelse giver tryghed

Hvis det kniber med pladsen i hjemmet, eller der måske ikke er værelser nok til antal af børn, ender det ofte med et deleværelse til børnene. Har du børn med et eller to års mellemrum kan de få en masse fællesoplevelser ud af at dele værelse. Samtidig har de altid en at lege og sove med.

Leg, hygge og sengesnak er med til at give et godt forhold, og samtidig giver det også børnene tryghed at have én at sove sammen med. Når de senere får deres eget værelse, kan de sjældent undvære hinanden både i dagtimerne, men også når det er sengetid.

Deleværelsesindretning med legerum og soverum i ét

Hvis flere børn skal dele værelse, er det en god idé at tænke inventaret sammen med rummet. Det kan for eksempel være en seng med flere funktioner. Dette gælder især, hvis værelset ikke er så stort.

Der findes rigtig mange smarte pladsbesparende løsninger på markedet, hvor for eksempel en køjeseng kombineres med et skrivebord, skabe, sofaer eller lignende.

Når flere børn deler værelse, er det derudover vigtigt at skabe små rum, hvor børnene har mulighed for at være sig selv. Monter for eksempel gardiner på køjesengen, som der kan trækkes for, hvis man ønsker lidt privatliv. Det kan også være et lille telt i et hjørne af rummet, hvor barnet kan have alene tid. Teltet kan derudover også bruges til leg sammen med bror eller søster.

Derudover er det også vigtigt, at der er masser af plads at lege på. Jo mere pladsbesparende møbler, jo mere plads er der at lege på.

Deleværelse til dreng og pige

Som regel er det ikke svært at indrette et deleværelse til børn af samme køn. Men har du en dreng og en pige, så skal du vælge en neutral farve til væggene samt enkle møbler til rummet. Du kan også vælge et farverigt fællestema i indretningen, som begge børn kan lide. Det kunne for eksempel være et dyretema, et Disney tema eller noget helt tredje, som børnene vil synes om.

Fordele ved et deleværelse

Som forældre kan man godt føle sig skyldig, hvis man ikke kan tilbyde sine børn deres eget personlige værelse. Men det er der faktisk ikke nogen grund til.

Med et deleværelse er der forbundet nogle fordele som for eksempel:

  • Barnet har mulighed for at knytte et særligt bånd til deres bror eller søster.
  • Altid en legekammerat.
  • Især små børn føler sig trygge ved at dele værelse med søskende. Ligger man i sit eget værelse kan det føles meget stort og ensomt, når man er lille.
  • Børnene lærer at sove, uden der altid skal være helt ro omkring dem.
  • De lærer at gå på kompromis.
  • Lærer at dele med andre.

Få det optimale ud af børnenes deleværelse

Har du flere børn, end du har værelser, kan det blive en nødvendighed, at børnene deler værelse. Med den rette indretning kan det blive en stor succes for både store og små børn.

Fælles legeareal

På et deleværelse er den fælles leg i centrum. Som på ethvert andet børneværelse er det essentielt med et legeareal, hvor børnene har mulighed for at lege frit. Især i deleværelsesindretning er det oplagt med plads, hvor børnene har mulighed for at udvikle nye lege og dermed styrke den fælles kommunikation.

Zoneinddeling

Selvom børnene deler værelse, er det også vigtigt, at de oplever, at værelset er deres personlige frirum. Tænk derfor over at opdele rummet i privat og fælles. Det kan gøres med reoler, skillevægge eller gardiner, der kan trækkes til og fra, så børnene føler, at de kan have lidt privatliv fra deres søskende.

Hver sin seng

Selvom det kan være fristende med en deleseng for at spare på gulvpladsen, er det vigtigt, at børnene har hver deres seng. Alle har brug for at være sig selv, uden at blive påvirket og forstyrret af andre – det gælder også børn. Vil du spare på gulvpladsen, kan du vælge at indrette deleværelset med en køjeseng.

Gør deleværelset personligt

Når du indretter et deleværelse, er det vigtigt, at du husker hvert enkelt barn. Overvej især hvilke ting, farver og legetøj han eller hun godt kan lide og brug det i indretningen. Ved at hvert barn har hver sin afdeling på værelset, er det nemt at holde styr på, hvad der tilhører hvem, og samtidig bliver hver enkelt barns afdeling indrettet mere personligt på deleværelset.  

Sådan får du det bedste ud af et deleværelse

Om du har børn af samme køn, der skal dele værelse, så kan det være en fordel at sætte nogle retningslinjer op, som der skal tages højde for. Som for eksempel:

  • Lad hvert barn sætte sit eget præg på værelset.
  • Er der mindre børn, skal du sørge for, at perler og mindre genstande er udenfor det yngste barns rækkevidde.
  • Lad hvert barn have sit eget legetøj, men hav også nogle fælleskasser med for eksempel legoklodser.
  • Lav aftaler om, hvem der har værelset, når der er legekammerater på besøg.